I årets første syv måneder har en typisk kunde med Danica Balance Mix Middel risiko og 20 år til pension fået et afkast på -8,1 procent efter omkostninger. Så selv om juli måned har været positiv, er årets afkast ind til nu stadig negativt.

For kunder tæt på pension eller med garanti, som typisk har mange obligationer i investeringen af deres pensionsopsparing, har 2022 også budt på betydelige negative afkast. Obligationskurserne er faldet tungt da markedsrenterne er steget markant som følge af den kraftigt forøgede inflation. Det nuværende højere renteniveau betyder dog også, at det forventede fremtidige afkast på obligationer nu er højere, og juli måned var da også positiv for obligationerne.

Forhåbning om et bedre andet halvår

”Inflationen er stadig meget høj og de seneste målinger viste nye højdepunkter. I USA er væksten imidlertid bremset op, og det har givet forventninger til en lidt mindre hård amerikansk centralbank i forhold til at hæve den styrende rente fremover. Derfor faldt markedsrenterne i juli og gav positive afkast på obligationer, lige som aktier fik lidt luft og også steg pænt,” fortæller vores Investeringsdirektør, Poul Kobberup.




”Formår centralbankerne at lave en blød landing for økonomierne, hvor inflationen begynder at falde, uden at arbejdsmarkedet går helt i stå, og væksten dermed ikke bliver slået helt i stykker, så ser andet halvår udmærket ud”. Poul Kobberup, Investeringsdirektør i Danica Pension

Europa fulgte med op til trods for uro på det europæiske gasmarked med stigende gaspriser til følge.
 
”Rusland har sænket leverancerne af gas med begrundelse om vedligeholdelse af rørledninger. Det presser prisen på gas højt op og kan være medvirkende til at skubbe Europa i recession. Både det europæiske og det amerikanske arbejdsmarked er dog fortsat meget stærkt, så forhåbningen er, at en recession kan forblive mild”, siger Poul Kobberup.

Hvis det er tilfældet, kan andet halvår vise sig at blive en udmærket investeringsperiode.
 
Poul Kobberup forklarer det sådan: ”Formår centralbankerne at lave en blød landing for økonomierne, hvor inflationen begynder at falde, uden at arbejdsmarkedet går helt i stå, og væksten dermed ikke bliver slået helt i stykker, så ser andet halvår udmærket ud”. 



Hold hovedet koldt og tænk langsigtet

”Juli måned viser, hvor hurtigt markederne kan ændre sig fra negative til positive. Aktierne steg med 10 procent i juli og obligationer steg med 5 procent. Det er meget klassisk, at når markederne vender, så går det hurtigt, og det er meget svært at time. Derfor er vores anbefaling, at kunderne ikke ændrer risikoprofil under uro, da det kan lede til, at man potentielt ikke får del i det opsving, der historisk set altid er kommet i kølvandet på en dårlig periode. Hold hovedet koldt, og tænk langsigtet”, slutter Poul Kobberup.

Du kan altid følge udviklingen i dit personlige afkast på netpension eller i Mobilpension. Er du i tvivl om, hvorvidt din pension passer til dig, og det sted du er i livet, kan du tage et PensionsTjek eller booke et møde hos en pensionsrådgiver.