Danica Pension opnåede i årets første tre måneder et resultat før skat på 22 mio. kr. mod et resultat på 381 mio. kr. i samme periode i 2019. Faldet i årets resultat skyldes primært markante negative investeringsresultater i marts som følge af Corona-krisen.

Adm. direktør Ole Krogh Petersen udtaler i forbindelse med Danica Pensions kvartalsregnskab:

”Efter et par tilfredsstillende måneder i januar og februar med bl.a. gode afkast var marts i den grad præget af Corona-krisen, som det har været tilfældet for det øvrige samfund. De negative markeder, som har ramt hele den finansielle sektor, har også ramt vores kunder og os. Vi holder fast i vores strategi om at være kundernes tryghedsrådgiver, for det er mere nødvendigt end nogensinde, at vi som pensionsselskab skaber tryghed. Derfor har vi fokus på, hvordan vi kan hjælpe vores kunder, virksomhederne og samfundet gennem den her tid,” siger Ole Krogh Petersen.

Indbetalinger i Danica Pension i Danmark udgjorde 7.876 mio. kr. i årets første tre måneder mod 7.210 mio. kr. i samme periode i 2019. Det svarer til en stigning på 9 pct.

I Danica Pension Norge udgjorde indbetalingerne 667 mio. kr. mod 578 mio. kr. i samme periode sidste år. Det er en stigning på 15 pct.

For mere information, kontakt Tim Smidemann på +45 2348 2651 eller tism@danskebank.dk

Hent hele pressemeddelelsen (PDF)
Press release in English (PDF)