Danica Pension investerer en milliard kroner i FN’s verdensmål i samarbejde med BlackRock

Danica Pension investerer en milliard kroner i en investeringsløsning fra BlackRock, der skal være med til at bidrage til FN’s verdensmål. Løsningen håndplukker virksomheder, der skaber en målbar, positiv impact, og som er særligt godt positioneret til at skabe solide afkast.

Danica Pension indgår nu et nyt samarbejde med BlackRock for at styrke arbejdet med at drive en bæredygtig udvikling og understøtte den grønne omstilling.

Danica Pension investerer således en milliard kroner i BlackRocks investeringsløsning, der er en skræddersyet version af BlackRock Global Impact Fund og kanaliserer på den måde pensionskundernes midler ind i virksomheder, hvis produkter eller services eksplicit bidrager til at løse nogle af verdens største sociale og miljømæssige udfordringer.

Den nye løsning er designet til at understøtte Danica Pensions ambition om at være en del af løsningen på klimakrisen og sociale og miljømæssige udfordringer, samtidig med at pensionskunderne får et attraktivt afkast.

Løsningen investerer i virksomheder, hvor størstedelen af deres forretningsaktiviteter er med til at fremme ét eller flere af FN’s verdensmål. Det er blandt andet virksomheder, der har fokus på sundhed, økonomisk og digital udvikling og inklusion, produktion af bæredygtige fødevarer, rent vand, grøn energi samt bedre uddannelse. Desuden skal virksomhederne adressere og løse specifikke bæredygtighedsrelaterede udfordringer, der sandsynligvis ikke løses af andre aktører, og virksomhedernes impact skal være kvantificérbar.

Virksomheder, der driver den bæredygtige omstilling og leverer løsningerne til, at samfundet kan indfri sine bæredygtighedsmål, er i Danica Pensions perspektiv attraktive investeringsemner. Derfor mener Danica Pension, at den nye milliardinvestering kan forene afkast med et positivt socialt og miljømæssigt aftryk.

”Investeringer er afgørende, hvis vi skal skabe en mere bæredygtig fremtid.”Ole Krogh Petersen, adm. direktør i Danica Pension

Ole Krogh Petersen, adm. direktør i Danica Pension, siger:

“Investeringer er afgørende, hvis vi skal skabe en mere bæredygtig fremtid. I vores samarbejde med BlackRock kan vi tage endnu et stort skridt fremad i vores arbejde med at skabe en positiv udvikling og løse nogle af de største samfundsmæssige problemer i verden. Ved målrettet at investere én milliard kroner i virksomheder, der arbejder for at løse FN’s verdensmål, kan vi understøtte sociale forbedringer og bidrage til den grønne omstilling på globalt plan.”

Han fortsætter: ”Denne investering ligger i naturlig forlængelse af vores mål om at have CO2-neutrale investeringer i 2050 og vores mål om at have investeret 100 milliarder kroner i grøn omstilling i 2030, hvor vi ønsker at skabe attraktive afkast til vores kunder, samtidig med at vi bidrager til at skabe mere bæredygtige samfund.”

”Det er vores ambition at understøtte en større vækst i bæredygtige investeringer end nogen anden kapitalforvalter.”Christian Hyldahl, Head of Continental Europe hos BlackRock

Christian Hyldahl, Head of Continental Europe, BlackRock siger:

“Det er BlackRocks overbevisning, at vi kun har set begyndelsen af meget betydelige reallokeringer af kapital som følge af omstillingen til CO2-neutralitet. Og det er vores ambition at understøtte en større vækst i bæredygtige investeringer end nogen anden kapitalforvalter. Derfor er vi også stolte af vores samarbejde med Danica Pension, der bygger på verdensmålene som investeringstema, til gavn for Danica Pensions mange medlemmer og til gavn for en mere bæredygtig fremtid.“

Investeringer i impact-virksomheder over hele verden

Investeringsproduktet investerer i 50-80 virksomheder over hele verden, der er nøje udvalgt efter skrappe kriterier for deres impact på verdensmålene, samt deres langsigtede afkastpotentiale. Samtidig udøves aktivt ejerskab som et middel til at hjælpe og støtte virksomhederne til at styrke deres impact og udvikle deres forretning over tid.

Et eksempel er Safaricom, en kenyansk teleoperatør, der faciliterer basale finansielle services for private borgere, herunder muliggør overførsel af penge via sms. Et andet eksempel er Katitas, en japansk virksomhed, der puster liv i lokalmiljøer og bidrager til at løse manglen på billige boliger i fjerne regioner af Japan ved at opkøbe og istandsætte gamle, forladte huse.

Strategien er klassificeret som et Artikel 9-produkt under EU's Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR).

 

For yderligere kommentarer eller information, kontakt venligst:
Nikolai Johnsen, presseansvarlig i Danica Pension
Tlf.: +45 2332 1163
E-mail: nikjo@danicapension.dk

Meget kan ændre sig på et år. Passer din pension til dit liv?