Danica Pension opnåede i årets første seks måneder et resultat før skat på 892 mio. kr. mod et resultat på 766 mio. kr. i samme periode i 2019. Det er en stigning på 16,5 pct., som primært skyldtes et lavere underskud på syge- og ulykkesforretningen sammenlignet med samme periode sidste år.

Adm. direktør Ole Krogh Petersen udtaler i forbindelse med Danica Pensions halvårsregnskab:

”Set i lyset af hvor turbulent og anderledes et halvår, det har været, er jeg tilfreds med de resultater, vi har skabt for kunderne og for Danica Pension. Vi har siden marts i den grad skullet bevise, at vi kan skabe tryghed for vores kunder, og vi har iværksat en række ekstraordinære tiltag med god effekt. På investeringssiden har vi holdt fast i vores strategi, og det har ført til, at en stor del af det tabte fra marts er hentet tilbage til kunderne i 2. kvartal. Alt i alt har et stærkt 2. kvartal betydet, at årets første seks måneder samlet har været tilfredsstillende i Danica Pension,” siger Ole Krogh Petersen.

Præmieindbetalinger i Danica Pension i Danmark udgjorde 13.967 mio. kr. i årets første seks måneder mod 13.587 mio. kr. i samme periode i 2019. Det svarer til en stigning på 2,8 pct. Samlet er Danica Pensions præmieindbetalinger i første halvår steget med 1,9 pct. fra 14.984 mio. kr. til 15.268 mio. kr.

I første halvår har Danica Pension fortsat sit fokus på investeringer i den grønne omstilling. Alene i årets første seks måneder har Danica Pension hævet investeringerne i den grønne omstilling fra 10,3 mia. kr. til 19,6 mia. kr.

For mere information kontakt kommunikationschef Tim Smidemann på 2348 2651 eller tism@danicapension.dk.

Hent hele pressemeddelelsen her (PDF).

Press release in English (PDF).