Gå til hovedindhold

Danica Pension har øget fokus på cirkulær økonomi for at understøtte grøn omstilling

På et år har Danica Pension mere end fordoblet antallet af dialoger om cirkulær økonomi for at præge flere selskaber til at genbruge og genanvende materialer. Det ser Danica Pension som en af nøglerne til at bekæmpe klimaforandringerne og skabe et samfund i bæredygtig balance.

302485ca-00090256-6e6937d9

 

Hvert år markeres det tidspunkt på året, hvor det globale samfund har opbrugt de ressourcer, kloden kan genskabe på et år. Dagen kaldes for "Earth Overshoot Day", og i 2021 faldt dagen allerede den 29. juli.

Med andre ord har det globale samfund på bare syv måneder opbrugt årets kvote af træer, ressourcer til fødevareproduktion, vand eller råstoffer. Overforbruget har ikke kun store miljømæssige konsekvenser men er også en væsentlig klimasynder.

"Mere end nogensinde er der brug for, at vi som pensionsselskab tager samfundsansvar og påvirker selskaber til at reducere ressourcespild samt genbruge og genanvende materialer."Dorte Eckhoff, chef for samfundsansvar i Danica Pension

"FN’s seneste klimarapport viser, at vi ikke bremser global opvarmning hurtigt nok. Mere end nogensinde er der brug for, at vi som pensionsselskab tager samfundsansvar og påvirker selskaber til at reducere ressourcespild samt genbruge og genanvende materialer. Det er et vigtig redskab i klimakampen, og samtidig ser vi selskaber, der arbejder med cirkulære principper, som nogle af de bedste langsigtede investeringer, der kan skabe attraktive afkast til vores kunder," siger Dorte Eckhoff, chef for samfundsansvar i Danica Pension.

Ny rapport for aktivt ejerskab viser, at cirkulær økonomi var det miljøemne, som Danica Pension oftest diskuterede med selskaber, der investeres i. Det blev sat på dagsordenen 39 gange i første halvår af 2021, hvilket er mere end fordobling i forhold til samme periode i 2020, hvor det blev diskuteret 17 gange.

Forretningsmuligheder med store klimagevinster

Danica Pension bruger dialogen til at understøtte og forløse selskabernes potentiale i at genbruge og genanvende plastik, vand, byggematerialer, møbler, dæk, tøj eller andre råmaterialer. Det er både godt for bundlinjen og medvirker til at reducere CO2-udledning.

"Hvordan er produktet designet, har det en lang levetid, kan det indeholde genanvendt materiale eller hvad har de planlagt fremadrettet for at implementere cirkulære principper. Det er er bare nogle af de aspekter, vi stiller skarpt på for at sætte skub i, at selskaber går mod øget cirkularitet, driver forretning smartere og bruger ressourcerne bedre. Det tror vi på giver konkurrencefordele, da forbrugere og samfundet generelt i stigende grad efterspørger produkter, der tager hensyn til klima- og miljøforhold," siger Dorte Eckhoff og fortsætter:

"Cirkulær økonomi er sammen med grøn energi en af løsningerne på klimakrisen."siger Dorte Eckhoff

"Cirkulær økonomi er sammen med grøn energi en af løsningerne på klimakrisen. I dag er knap ni procent af økonomien cirkulær, og hvis det fordobles, kan den globale CO2-udledning i følge The Circularity Gap Reporting Initiative skæres med 39 procent allerede i 2032. Med andre ord kan vi hente store klimagevinster ved at bruge ressourcer mere effektivt, og det kommer vi til at fokusere på i fremtiden som led i vores ambition om at hjælpe samfundet med at blive CO2-neutral og skabe økonomisk trygge pensioner til kunderne," slutter Dorte Eckhoff.

Hvad er cirkulær økonomi?


Cirkulær økonomi handler om at bruge klodens ressourcer bedre og smartere. Det gælder om at bruge færre ressourcer og reducere affaldsmængder ved at genbruge eller genanvende produkter, komponenter og materialer i stedet for at smide dem ud og købe nyt. På den måde kan ressourcer bruges igen og igen, hvilket minimerer behovet for at anvende nye ressourcer, som belaster miljøet og klima.

Eksempler på dialoger om cirkulær økonomi


Genbrugsplastik

Hvordan plastikemballage kan blive mindre miljøbelastende, er et væsentligt element i vores dialog med Colgate-Palmolive. De seneste år har selskabet øget andelen af genbrugsplastik i deres emballage til 10 procent, og ambitionen er at øge det til mindst 25 procent i 2025. Samtidig er deres overordnet mål, at al plastik fra emballagen skal kunne genbruges. Vi mener, at Colgate-Palmolive har et ansvar for at minimere anvendelsen af ny-produceret plastik og samarbejde med emballageproducenter om at udvikle nye plastiktyper, der kan genbruges til ny emballage. Vi følger løbende op med selskabet for at sikre, at de leverer på målsætningerne.


Effektivt vandforbrug

I dag lever 40 procent af verdens befolkning i områder med konstant vandmangel, og derfor er vi i dialog med Nestlé om, hvordan de kan bruge mindre vand. Siden 2010 har Nestlé skåret vandforbruget med 32 procent, og i dag har vi eksempelvis fokus på, at de minimerer vandspild ved tapning af vandflasker. For os er det vigtigt, at de ikke overbelaster de lokale vandsystemer og lancerer initiativer, der reducerer vandspild, genetablerer vandområder eller anvender regnvand i produktionen. Deres ambition er, at de ikke bruger mere vand, end økosystemer kan genskabe, og vi har løbende dialog med selskabet for at diskutere effekten af initiativerne.


Genbrug af affald

Roche er en af verdens største medicinalvirksomheder. I en række år har vi diskuteret, hvordan de kan reducere affald fra produktionen og samtidig genbruge en større del af affaldet. De har formået at reducere deres miljøaftryk markant, og i dag genbruges godt 62 procent af deres affald. De har sat et nyt mål for 2025, hvor minimum 80 procent af deres affald skal genbruges. For at understøtte Roche i at opnå denne ambition, stiller vi skarpt på, hvordan de kan anvende nye teknologier til eksempelvis bedre affaldssortering eller til at genanvende flere materialer til andre formål.

Højdepunkter inden for 2021 aktivt ejerskab

  • 275 dialoger med 195 selskaber om 82 forskellige bæredygtighedsemner
  • Stemt på 1.343 generalforsamlinger om 18.378 forslag

Læs aktivt ejerskabsrapporten her

Læs mere om Danica Pensions arbejde med aktivt ejerskab her

Meget kan ændre sig på et år. Passer din pension til dit liv?