Biodiversiteten og naturen er livsgrundlaget for samfundet, virksomheder og mennesker, men det er under stort pres, hvor flere og flere dyrearter udryddes, og økosystemer og skove ødelægges. Den udvikling skal ændres, for ellers vil det få store negative konsekvenser for samfundet og økonomien, hvor levestandarden vil blive forringet med øget fattigdom. Derfor ønsker vi at gå forrest og bidrage til, at virksomheder bliver bedre til at beskytte og genoprette biodiversiteten, da det også er med til at sikre værdien af vores kunders pensionsinvesteringer.

Som første skridt går vi frem mod 2025 i målrettet dialog med 30 store, globale virksomheder, der har en stor påvirkning på hav- og skovområder, og som er afhængig af disse naturressourcer for at drive forretning. Der er tale om virksomheder som McDonald’s, PepsiCo og Home Depot. Ambitionen er at hjælpe dem til at påbegynde arbejdet med eksempelvis at sætte mål for, hvordan de vil reducere deres negative indvirkning på biodiversiteten, vedtage biodiversitetspolitikker eller give et større indblik i, hvordan de håndterer biodiversitetsaspekter, der har betydning for forretningen.

”Samfundet står midt i en biodiversitetskrise, og der er ikke tid til at vente på globale aftaler eller bedre data, hvis den skal løses. Vi forventer, at virksomheder medvirker til at skabe en natur i balance og er mere gennemsigtige om deres påvirkning på naturen, og hvordan de er afhængig af biodiversiteten. Det er et komplekst og umodent område, men vi ønsker at hjælpe og påvirke virksomheder til at løfte baren på biodiversitetsområdet for at passe på vores kunders investeringer og naturen,” siger Søren Lockwood, administrerende direktør i Danica Pension og fortsætter:

”Vi har behov for mere viden om virksomhedernes arbejde med biodiversitet og kan bruge det som springbræt til at få dem i gang med at sætte mål og iværksætte tiltag, der kan nedbringe deres negative påvirkning på hav- og skovområder. Virksomheder skal gentænke, hvordan de bruger naturens ressourcer, for de vil ikke kunne drive forretning uden naturen. Derfor er det nødvendigt, at de bliver bedre til at passe på den, da det vil kunne fremtidssikre virksomheden og værdien af vores investeringer samt bremse tabet af biodiversitet.”

 

e0301fe3-6a71-415b-91e6-18dccf6163bf

 


Skræddersyet tiltag

Hav- og skovområder er vores første fokusområde, da disse er naturhabitater for en stor del af klodens plante- og dyreliv, som er essentielle for biodiversiteten. De 30 virksomheder fordeler sig inden for eksempelvis energi-, finans-, fødevare-, tøj-, transport eller medicinalindustrien. Sammen med den enkelte virksomheden vil vi diskutere, hvilke indsatser de kan starte med på kort eller længere sigte alt efter, hvor langt de er i dag på området, og hvilken viden og data der er tilgængelig.

Det kan betyde, at virksomheder starter eller forbedrer rapporteringen på, hvordan de påvirker hav- eller skovområder via deres aktiviteter, og hvordan de håndterer og beskytter de naturressourcer, som er væsentlige for at kunne producere varer eller levere services. Det kan også medføre, at de sætter de første mål for biodiversitetsindsatsen og laver nye tiltag eller styrker eksisterende for at genoprette hav- og skovområder, som de påvirker og er afhængige af. Vi vil løbende følge op for at sikre fremdrift hos virksomhederne og understøtte deres biodiversitetsarbejde.


En del af vores grønne fokus

Tiltaget står i forlængelse af vores ambition om at investere i tråd med Parisaftalen og have CO2-neutrale investeringer. Tab af biodiversitet hænger nemlig uløseligt sammen med klimaforandringerne, da planter, økosystemer og dyr er vigtige brikker i at bremse global opvarmning, hvor skove samt plankton, tang, koralrev eller ålegræs i havene absorberer en stor del af verdens CO2-udledning.

”Det eneste rigtige er at tackle klima- og biodiversitetsudfordringen samtidig, for ellers bliver det vanskelig at bremse klimaforandringerne. Skovrydning og ødelæggelse af havene skal stoppes, og ligesom vi i dag understøtter den grønne omstilling, sætter vi nu pensionsmidlerne mere i spil for at beskytte biodiversiteten og få den bæredygtige omstilling til at løbe hurtigere,” siger Søren Lockwood.

”Skovrydning og ødelæggelse af havene skal stoppes, og ligesom vi i dag understøtter den grønne omstilling, sætter vi nu pensionsmidlerne mere i spil for at beskytte biodiversiteten og få den bæredygtige omstilling til at løbe hurtigere.”Søren Lockwood, direktør for Danica Pension

 

Naturen skal ind i byområder

Vi sætter også nye hegnspæle for vores ejendomsinvesteringer, hvor der fremadrettet skal udvikles en biodiversitetsstrategi for hvert nyt dansk ejendomsprojekt i samarbejde med landskabsarkitekter eller biologer. Samtidig vil vi stille krav til biodiversitetsaspekter for byggematerialer og aktivere udearealerne om vores eksisterende danske ejendomme for at skabe bedre levebetingelser for plante- og dyreliv.

”Der skal gøres plads til naturen i byområder for det modvirker klimaforandringerne, forbedrer livskvaliteten og giver grobund for øget biodiversitet. Vores ambition er at skabe små oaser af vild natur og sikre, at vores ejendomsprojekter fremmer økosystemer med en mangfoldighed af dyr og insekter. Det tror vi også på vil gøre vores ejendomme mere attraktive og give afkast til kunderne,” siger Søren Lockwood.

Eksempelvis er vi i allerede i gang i Postbyen i København, hvor urter, planter og træer skal forbedre leveforholdene for insekter, bier og fugle. Derudover omdanner vi også Tuborg Strandeng i Hellerup fra en tidligere fabriksgrund til et naturområde på størrelse med Kongens Have, der med vildt voksende beplantning giver optimale forhold for insekter, biller og fugle.

Vi vil øge ambitionerne og skærpe kravene til vores investeringer og ejendomme i takt med, at området udvikler sig. Øget samarbejde med andre aktører, understøttelse af ny lovgivning samt dialog med lovgivere vil vi også lægge vægt på, da det medvirker til, at vi kan få flere virksomheder til at arbejde seriøst med biodiversitet og skabe rum for naturen i byområder.

Læs mere om vores nye tiltag på biodiversitetsområdet her