Med afkast på op til 13,1 procent alene i årets første seks måneder, har vores kunder igen fået attraktive afkast efter omkostninger. Kunder med Danica Balance Mix med middel risiko og 20 år til pension har i årets første seks måneder fået et afkast på 9,6 procent efter omkostninger, hvilket hører til toppen af markedet blandt de kommercielle pensionsselskaber.

”Der har gennemgående været stærke aktiemarkeder, og ellers har årets første seks måneder været præget af pæne rentestigninger efterfulgt af rentefald. Især de pensionskunder, som har offensive risikoprofiler har fået høje afkast, som er tocifrede. Vores private equity-portefølje har i den grad bidraget til positive afkast, og her har vi høstet frugterne at de investeringer, vi foretog for cirka fem år siden,” siger Danica Pensions investeringsdirektør, Poul Kobberup, og fortsætter:

”Det er dog vigtigt at påpege, at pensionsafkast ikke skal måles på tre eller seks måneder men på lang sigt, og derfor glæder det mig, at kunderne nu gennem flere år har fået markante positive afkast efter omkostninger.”

Over de sidste tre år fra medio 2018 har en kunde i Danica Pension med middel risiko og 20 år til pension fået et afkast på 36 procent, hvilket er helt i top af markedet efter omkostninger.

”Så høje afkast kan og skal vi ikke forvente i de kommende år. Nu er markederne løbet rigtig stærkt i lang tid. Vi nærmer os et punkt, hvor økonomierne er i fuldt gear, og det har markederne allerede taget højde for. Vi holder fast i vores langsigtede strategi og er moderat positive, da vi forventer en flot regnskabssæson” siger Poul Kobberup, der peger på en ting, der bliver særligt afgørende i den kommende tid:

”Centralbankernes adfærd bliver helt afgørende. Indtil nu har der været en konsistent fasthed ift. at de lave renter fastholdes, og det er spændende at se, om det fortsætter sådan, med den fart økonomierne aktuelt har på,” slutter Poul Kobberup.

Poul Kobberup, investeringsdirektør i Danica Pension