Danica Pension har indgået en aftale om at overtage SEB Pension. Med købet byder Danica Pension velkommen til cirka 200.000 nye pensionskunder.

Handlen vil gennem skalafordele gøre Danica Pension endnu mere konkurrencedygtig og give udviklingskraft, som betyder bedre muligheder for at skabe nye og relevante pensions- og forsikringsløsninger for de cirka 800.000 kunder.

”Pension, forsikring og langsigtet opsparing bliver vigtigere og vigtigere for vores kunder. Handlen giver os større udviklingskraft, så vi nu og i fremtiden kan levere de rette løsninger til vores kunder på pensions- og forsikringsområdet,” siger Per Klitgård, administrerende direktør i Danica Pension.

Med købet vil Danica Pension overtage alle SEB Pensions aktiviteter i Danmark.

”Vi skal hjælpe vores kunder med at være et skridt foran ved at give dem det overblik og den tryghed, de efterspørger. Udover større udviklingskraft får vi med SEB Pension et selskab, der er i top i kundetilfredshedsmålingerne, har mange dygtige medarbejdere og et stærkt digitalt setup. Vores mål er at kombinere de to selskabers styrker og skabe et endnu stærkere pensionstilbud til vores kunder i Danmark, Sverige og Norge,” siger Per Klitgård.

Købet skal godkendes af de relevante myndigheder, og en endelig afklaring forventes i løbet af første halvår af 2018.

”Mens vi afventer myndighedernes godkendelse vil vi som altid være fuldt fokuserede på at levere proaktiv og relevant service til vores kunder,” udtaler Per Klitgård.
Også hos SEB Pension ser man frem til at blive en del af Danica Pension og forventer endnu bedre løsninger til kunderne:
”Vi tror på, at denne handel er det rigtige for at sikre, at kunderne kan få endnu bedre pensions- og forsikringsløsninger. Den større udviklingskraft giver nye muligheder, der vil komme kunderne til gode,” siger Søren Lockwood, adm. direktør for SEB Pension.

Der er mulighed for fælles interview med Danica Pensions adm. direktør Per Klitgård og SEB Pensions adm. direktør Søren Lockwood. Dette foregår ved Danica Pension på Parallelvej 17, 2800 Kgs. Lyngby.

For at aftale interviews eller ved andre spørgsmål kontakt Tim Smidemann, presseansvarlig i Danica Pension, på tlf. 2334 1702.

Fakta:
Danica Pension, der er en del af Danske Bank-koncernen, har indgået aftale med SEB om overtagelse af SEB Pensionsforsikring A/S og SEB Administration A/S.
Prisen for Danica Pensions overtagelse af SEB Pension i Danmark er 5 mia. kr.

Efter købet vil Danica Pension have ca. 43 mia. kr. i årlige præmieindbetalinger samlet i Danmark, Norge og Sverige. I Danmark vil præmier udgøre 30,8 mia. kr., og Danica Pension vil efter handlen have en markedsandel på 19,2 pct. (2016-tal).

Handlen betyder, at Danica Pension vil have ca. 547 mia. kr. i AUM (Balancesum, 2016-tal).
Handlen betyder, at Danica Pension vil have ca. 800.000 kunder.

Købet skal godkendes af de relevante myndigheder, og endelig godkendelse forventes i første halvår 2018.
Hent hele pressemeddelelsen her (pdf)

For yderligere information:
Tim Smidemann
Presseansvarlig
Tlf. (+45) 23 34 17 02
Mail: tism@danskebank.dk