Vedtagelse af bøde afslutter sag om forskelsbehandling

Danica Pension har modtaget og betalt et bødeforlæg fra SØIK, og sagen om forskelsbehandling af gravide i forbindelse med Danica Sundhedssikring afsluttes hermed.

Resume af bødeforelægget

Danica Pension har fra SØIK modtaget bødeforelæg på 100.000 kroner.

Bødeforelægget skyldes, at SØIK har vurderet, at Danica Pension har haft forsikringsvilkår, der forskelsbehandlede gravide kvinder fra andre, og at Danica Pension derved har overtrådt reglerne i §§ 8 og 18 b i lov om Ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser (”forsikringsligebehandlingsloven).


Danica Pensions bemærkninger til sagen og vedtagelsen af bødeforelægget

I juli 2021 politianmeldte Finanstilsynet en række danske forsikrings- og pensionsselskaber for overtrædelse af reglerne i §§ 8 og 18 b i forsikringsligebehandlingsloven, heriblandt Danica Pension.

Baggrunden for politianmeldelsen af Danica Pension var en fejl i vores forsikringsbetingelser, som betød, at sundhedssikringen indtil efteråret 2020 ikke dækkede gravide på helt samme måde som andre kunder.

Siden vi blev bekendt med forholdet i efteråret 2020, har vi rettet op på forholdene ved at rette vores forsikringsbetingelser, ligesom vi har kontaktet og tilbudt kompensation til alle berørte kunder, som vi utilsigtet måtte have meddelt et uretmæssigt afslag på dækning.

Vi har begået en beklagelig fejl, som vi har undskyldt over for de berørte kvinder, og den undskyldning vil vi gerne gentage her. Det har på ingen måde været en bevidst handling, og vi rettede hurtigst muligt op på fejlen, da vi blev klar over den.

Danica Pension har for at afslutte sagen valgt at betale bødeforelægget på 100.000 kroner.

Meget kan ændre sig på et år. Passer din pension til dit liv?