Danicas omkostningsberegner giver dig en god pejling på, hvad det koster at spare op til pensionen hos os. Du får et overslag over administrationsomkostninger, investeringsomkostninger og øvrige omkostninger. Ved opgørelsen af omkostninger følger Danica de retningslinjer, som brancheforeningen Forsikring & Pension har udarbejdet.
Omkostninger kan naturligvis ikke ses uafhængigt af det samlede produkt, du får. Det er f.eks. administration og service, der er knyttet til din pensionsordning, så dine løbende indbetalinger og afkast behandles korrekt, og dine muligheder for at få rådgivning om pension og forsikring og om samspillet med offentlige ydelser. Omkostningerne skal også ses i sammenhæng med, hvordan din opsparing bliver investeret, og den sikkerhed, der er for din opsparing. Som udgangspunkt kan du forvente at betale mere for en aktiv investeringspleje.
Beregningen er baseret på en række forudsætninger, som er beskrevet nedenfor.
Dine oplysninger
Du skal angive, hvor meget du har sparet op til pension hos os, og hvor meget du indbetaler i løbet af et år. Hvis du har flere pensionsordninger (f.eks. både Danica Balance og Danica Traditionel), skal du lave beregningerne hver for sig.
Vi antager, at dine indbetalinger alene vedrører din opsparing. Din betaling for forsikringer ved f.eks. tab af erhvervsevne, dødsfald, præmiefritagelse, kritisk sygdom eller sundhedssikring indgår ikke.
Administrationsomkostninger
Omkostningerne ved at spare op til pension består af tre dele: Administrationsomkostninger som bliver betalt direkte ud af pensionsopsparingen og investeringsomkostninger, som trækkes fra investeringsomkostningerne for markedsprodukterne Danica Balance og afholdes kollektivt for Danica Traditionel. Endelig er der de øvrige omkostninger, som består i betaling for garanti, hvis du har Danica Traditionel. Har du Danica Traditionel, afholdes betalingen for garanti (det såkaldte risikotillæg) kollektivt.
Beregningen af administrationsomkostninger bygger på de øjeblikkelige priser vores nuværende kunder betaler for Danica Balance og Danica Traditionel. Eventuel kurtage er også indregnet. Du kan finde priserne på danicapension.dk. Hvor meget du betaler i administrationsomkostninger afhænger dog af en række forhold, hvis du er firmakunde. Derfor er der firmakunder, som betaler mindre, mens andre betaler mere, end der er lagt til grund for beregningen. Du kan se din direkte betaling i kontooversigten i Din Netpension.
Investeringsomkostninger
I Danica Balance er investeringsomkostningerne opsummeret i investeringsforeningernes aktuelle ÅOP (årlige omkostninger i procent), som i grove træk er
- Forvaltningsomkostninger
- Administrationsomkostninger (husleje, revision, depotbank, osv.).
- Direkte handelsomkostninger i forbindelse med den løbende pleje af porteføljen.
- Handelsomkostninger ved køb og salg af fonden (periodiseret over 7 år, som er den periode papirerne antages gennemsnitligt at ligge i fonden).
En eventuel formidlingsprovision til Danica er inkluderet i disse tal.
For Danica Traditionel består investeringsomkostninger i omkostninger ved investeringsvirksomhed for det seneste kalenderår. Disse omkostninger afholdes kollektivt. Omkostninger, som afholdes kollektivt, trækkes ikke fra den individuelle opsparing direkte, men har betydning for, hvor stor en kontorente Danicas kunder kan få. I kontooversigten i Din Netpension kan du se, hvor meget de samlede omkostninger er i din pensionsordning.
Øvrige omkostninger
For Danica Traditionel består de øvrige omkostninger i betaling for garanti (dvs. Betaling til Danicas ejer Danske Bank (risikotillæg) og andre (ansvarlig lånekapital) for den sikkerhed det giver, at de stiller kapital til rådighed for Danica).
Disse omkostninger afholdes kollektivt. Omkostninger afholdt kollektivt fastsættes i forbindelse med opgørelsen af Danicas årsregnskab. Omkostninger, som afholdes kollektivt, trækkes ikke fra den individuelle opsparing direkte, men har betydning for, hvor stor en kontorente Danicas kunder kan få.
Hvis du har slået garantien til, skal du betale en højere pris end det viste. Du kan se, hvor meget du betaler, i kontooversigten i Din Netpension.
Øvrige forudsætninger
Afkastene for Danica Balance er baseret på Finans Danmarks og Forsikring og Pensions standardafkast. For Danica Traditionel anvendes den aktuelle kontorente. Du betaler en såkaldt pensionsafkastskat (PAL) af afkastet. Vores skøn over PAL-skatten er beregnet som 15,3 procent af afkastet efter investeringsomkostninger.
Læs de anvendte satser i Omkostningstjek her