For første gang lancerer Danica Pension en klimarapport, der viser investeringernes CO2-belastning. Rapporten viser, at investeringerne i aktier og virksomhedsobligationer udleder 33 ton CO2 per million kroner investeret, hvilket er 21 procent mindre CO2 end et globalt benchmark for aktier og virksomhedsobligationer.
Samlet udleder Danica Pensions investeringer 1,8 million ton mindre CO2 end benchmark. Besparelsen svarer til den årlige CO2-udledning fra knap 370.000 biler eller CO2-belastningen fra over 200.000 husstandes årlige energiforbrug. Reduktionstal er beregnet ud fra Greenhouse Gas Equivalencies Calculator hos USA’s Environmental Protection Agency.
Den lavere klimabelastning skyldes primært, at Danica Pension har færre investeringer i selskaber inden for sektorer med høj CO2-udledning som eksempelvis energiproduktion og energiforsyning. Dernæst har Danica Pensions investeringer i selskaber inden for eksempelvis energiforsynings- og bilindustrien med et lavere klimaaftryk end sektorernes gennemsnit.
Bruger CO2-data til at skubbe på grøn omstilling
CO2-rapporten illustrerer Danica Pensions arbejde med at tage hensyn til risici og muligheder inden for klimaforhold. CO2-informationerne bruges aktivt for at kunne udvælge investeringer, der kan give attraktive afkast til kunderne og som et værktøj i dialogen med selskaber for at påvirke dem til at være medspillere i den grønne omstilling.
”Med CO2-dataen har vi et præcist overblik over, hvordan investeringerne klarer sig inden for klimaaspekter, og vi kan sammenligne dem. Samtidig kan vi diskutere det enkelte selskabs klimastrategi med ledelsen, og hvordan de kan nedbringe klimabelastningen, så de fx kan være på forkant med fremtidens forventelige strengere klimaregulering og den stigende efterspørgsel efter grønne løsninger. Sætter selskaberne ikke en klimavenlig retning, kan der være en øget risiko for, at de ganske enkelt ikke har en relevant forretningsmodel på lang sigt, hvilket kan skade vores mulighed for at skabe afkast,” fortæller Poul Kobberup, Investeringsdirektør i Danica Pension.
Han understreger, at det ud fra et afkastmæssigt perspektiv giver god mening at investere i selskaber med lav klimabelastning inden for deres specifikke branche. Derfor vil man fremover have fokus på at reducere investeringernes CO2-udledningen yderligere i de kommende år.
”Vi kan bruge kundernes pensionskroner til at gøre en forskel for klimaet og fremtidssikre attraktive afkast til pensionslivet”, fortæller Poul Kobberup, der er investeringsdirektør i Danica Pension.
Flere grønne investeringer og lavere klimabelastning
Danica Pension har en ambition om investere 100 mia. kroner i den grønne omstilling frem mod 2030, hvilket med til at understøtte målsætningen om at reducere den fremtidige CO2-belastning. I 2020 har Danica Pension øget investeringerne i grøn omstilling med knap 40 pct. til samlet 14 mia. kr.
”Fremadrettet kommer vi til at øge investeringerne i selskaber, der leverer produkter og løsninger til den grønne omstilling og i de selskaber, der er i gang med at omstille deres forretning til at være baseret på grønnere energiformer. I takt med der kommer flere attraktive grønne investeringsmuligheder, vil en større del af kundernes pensionsopsparinger blive placeret i selskaber og projekter med en lav klimabelastning, og det kommer til at reducere den samlede CO2-belastning over tid. På den måde kan vi bruge kundernes pensionskroner til at gøre en forskel for klimaet og fremtidssikre attraktive afkast til pensionslivet.” Poul Kobberup.
CO2-målingen er baseret på CO2-udledninger fra scope 1, 2 og 3, som du kan læse mere om i faktaboksen nederst. Læs CO2-rapporten eller læs mere om Danica Pensions arbejde med klimaforhold her.
Hvad er CO2-udledning målt på scope 1, 2 og 3?
Selskabers udledning af CO2 måles på baggrund af forskellige områder eller såkaldte scopes på engelsk.
Scope 1: Det er den CO2, som selskaber udleder via egne faciliteter såsom bygninger, produktionsanlæg eller firmakøretøjer.
Scope 2: Inkluderer den indirekte CO2-udledning fra den energi, som selskaber anvender til drift og produktion. Det er eksempelvis el og fjernvarme.
Scope 3: Omfatter andre indirekte udledninger, der ikke er omfattet af scope 2. Scope 3 kendetegnes ved at være klimabelastningen fra eksempelvis selskabets aktiviteter eller distribution og anvendelsen af produkterne. Typisk offentliggør selskaber ikke deres scope 3-udledning. Beregning af scope 3 er i mange tilfælde baseret på estimater ud fra selskabets størrelse, forretningsaktiviteter, sektorspecifikke fysiske faktorer eller sektorgennemsnit. På trods af usikkerhederne mener vi, at det er vigtigt at inddrage scope 3-udledningen i klimaanalysen af investeringerne, da størstedelen af selskabernes CO2-udledning er uden for deres egne aktiviteter.
Eksempler på CO2-udledning inden for scope 3:
- transport og distribution af råmaterialer
- transport og distribution af produkter
- affald generet ved produktion
- arbejdsrelaterede rejser
- medarbejdernes rejser frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads
- produkternes ressourceforbrug
- bortskaffelse af affald
- Håndtering af produkter, når de ikke længere er i brug
Hvad er et benchmark?
Et benchmark er et sammenligningsgrundlag for at kunne vurdere investeringer i forhold andre tilsvarende investeringer. Det er at måle investeringer i relative termer op imod hinanden. Danica Pensions CO2-rapport måler CO2-udledningen op i mod et sammenligneligt alternativ – også kaldet et benchmark”. For CO2-rapporten bruger Danica Pension et benchmark, der består af globale aktier (MSCI All Countries World), samt europæiske og amerikanske udstedelser af virksomhedsobligationer (med henholdsvis højere (investment grade) og lavere (high yield) kreditværdighed ) samt virksomhedsobligationer udstedt i udviklingslande (emerging markets).