Danica Pension opnåede et resultat før skat på 1.207 mio. kr. i årets første ni måneder. Det er en nedgang på 19% i forhold til samme periode sidste år, hvor resultatet før skat blev på 1.488 mio. kr. Nedgangen skyldtes primært usikkerhed på aktiemarkederne og omkostninger forbundet med den igangværende integration af Danica Pensionsforsikring (det tidligere SEB Pension Danmark).
Indbetalingerne var positivt påvirket af øgede præmieindbetalinger fra Danica Pensionsforsikring. Det kunne dog ikke opveje de negative effekter fra bl.a. et lavere resultat af syge- og ulykkesforretningen, der blev påvirket af lavere investeringsafkast på grund af udfordrende vilkår på de finansielle markeder. Samtidig er resultatet påvirket negativt af nye forudsætninger for beregningen af levetid samt en stigning i driftsomkostningerne. Stigningen er relateret til køb og drift af det tidligere SEB Pension Danmark.
”På trods af fortsat god udvikling i præmieindbetalingerne, herunder god vækst i Sverige, har perioden været præget af en række forhold, der samlet set giver nedgang i resultatet sammenlignet med sidste år. De udfordrende markedsvilkår har desværre givet vores kunder et lavere afkast, men derudover har det også ramt investeringsresultatet i vores syge- og ulykkesforretning,” siger adm. Direktør i Danica Pension, Ole Krogh Petersen.
For mere information, kontakt Danske Banks presseafdeling på +45 4514 1400 / kban@danskebank.dk.