1. Hvad skal jeg med en pensionsplan?
Hører du til blandt de kommende pensionister, der synes, det er en jungle at finde rundt i alle reglerne for pensionsordninger, så fortvivl ikke. Du er ikke alene om at synes, det er et kompliceret område. Herunder følger en guide til, hvordan du kan komme i gang med en pensionsplan.
Efter et langt liv på arbejdsmarkedet vil du som pensionist overgå til at få din løn udbetalt i form af pensioner. Ofte betyder det, at der kommer rigtig mange penge de første 10-15 år. Derefter oplever mange, at der kun kommer lidt eller slet ingenting fra pensionerne, og indtægten består derfra alene af folkepensionen. Sådan behøver det ikke være. Med en pensionsplan kan du skabe overblik over, hvilke aftaler der bør ændres og til hvad. Du har altså muligheden for at få udbetalingerne til at passe til dine ønsker og behov.
2. Hvad betyder pensionsplanlægning?
Pensionsplanlægning handler om at få mest muligt ud af sine opsparede midler og samtidig lægge en plan for økonomien, så den holder længst muligt.
Har du store udgifter eller indtægter, der ændrer sig over tid, er det vigtigt at få med i pensionsplanen. Det kan for eksempel være et salg af den ene bil eller sommerhuset. Det gælder selvfølgelig også, hvis du forventer at bruge et større beløb til eksempelvis istandsættelse af hus eller en længere rejse.
Til en pensionsplan hører altid et budget både for nu og fremtiden, så dine ønsker og behov er dækket.
3. Hvad skal med i en pensionsplan?
For at skabe det bedst mulige overblik er det vigtigt, at du får alle dine pensionsordninger med, ligesom friværdi i boligen og opsparinger ud over din pension. Folkepensionen og ATP vil ligeledes indgå i planen, og det er derfor også vigtigt, at din ægtefælles løn eller pensioner bliver en del af planen. Det skyldes, at folkepensionens tillægsbeløb udregnes efter husstanden indkomst og ikke den enkelte borgers indkomst.
Der findes flere forskellige typer pensionsordninger. Nogle kan med fordel udbetales i starten, imens andre måske skal skubbes til senere.
Jo mere du får med i planen, desto bedre bliver overblikket, og jo mere præcist kan puslespillet lægges.
4. Hvordan får jeg en pensionsplan?
I samarbejde med din pensionsrådgiver kan du få lavet en pensionsplan, der viser hvilke penge, du har til rådighed, og hvordan du bedst forvalter dem i forhold til dine drømme og ønsker.
Inden mødet med rådgiveren er det derfor vigtigt, at du og din ægtefælle har gjort jer tanker om, hvordan lige præcis jeres pensionisttilværelse skal se ud, og at I er villige til at give adgang til oplysninger omkring jeres budget, pensioner, bolig- og formueforhold.
5. Hvad med min øvrige formue?
Har du penge, der ikke er placeret i pensionsordninger, friværdi i en bolig eller en kommende arv, kan det alt sammen være en del af din pensionsopsparing.
Du kan også overveje at investere de frie penge, så de ikke står kontant på kontoen, da det kan koste dig i form af negative renter.
Er du ikke sikker på, hvordan man investerer, kan det føles som at springe ud på dybt vand. Du behøver dog ikke at være hverken ekspert eller investere det hele i høj risiko. Målet er blot, at du får mest muligt ud af din opsparing. Banken hjælper gerne med at investere dine penge, så tag fat i din bankrådgiver, og hør nærmere om, hvordan du kan få hjælp til at komme i gang med at investere dine frie midler.