Danskerne lever kortere og har en dårligere livskvalitet, når man sammenligner med vores nabolande. Derfor er det nødvendigt at sætte ind med forebyggelse i sundhedssektoren, så potentielle sygdomme kan opfanges tidligere eller helt forhindres.

Det mener Forebyggelsesalliancen, som Danica Pension har stiftet, og som rummer 26 organisationer, der alle ønsker at styrke danskernes sundhed.

På den baggrund præsenterer alliancen i dag den mest omfattende og ambitiøse forebyggelsesplan for Danmark til dato. Den omfatter et idékatalog med 78 politiske forslag og 10 konkrete målsætninger til forebyggelse. Og potentialet er stort, hvis politikerne vælger at prioritere forebyggelse: Danskernes levetid kan forlænges med op til 4,5 år.

”Det her initiativ markerer den mest ambitiøse og omfattende tilgang til forebyggelse af danskernes sundhed, der endnu er set. Vi er nødt til at blive bedre til at forebygge på en langt bredere pallette. Eksempelvis når det gælder danskernes mentale sundhed. For vores sundhedsvæsen er under pres, og der er mange sygdomme og skavanker, vi kunne fange i opløbet, men som vi ikke gør i dag. ” siger Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica Pension, der har stiftet Forebyggelsesalliancen.

Som det ser ud nu, er den gennemsnitlige levealder for danske kvinder 83,4 år og 79,6 år for mænd. Og selvom det har været stigende de seneste år, så halter vi stadig efter både Sverige og Norge.

”Gang på gang ser vi, at vores politikere sætter forebyggelse bagerst i rækken. Det virker tydeligvis til, at politikerne har brug for en hjælpende hånd med at se vejen mod et samfund, hvor vi levere sundere. Hvor vi lever længere. Hvor vi i højere grad bliver grebet, før vi rammer sengeafsnittet på hospitalet. Den vej viser vi med 78 nye konkrete politiske tiltag, som politikerne kan bruge som et temposkift i den fodslæbende danske tilgang til forebyggelse,” siger Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica.

Store gevinster at hente

Idékataloget indeholder blandt andet forslag til et generationsforbud mod tobaks- og nikotinprodukter for personer født efter 2008, skattefradrag for personlige udgifter til fysisk aktivitet, bedre sundhedsscreening i skolerne, tilskud til vægttabsmedicin, og at stress skal kunne bruges som henvisning til for eksempel psykolog.

Forebyggelsesplanen tager udgangspunkt i de største sundhedsrisici i samfundet – i alt fra trivsel til rygning og overvægt. Lykkes Danmark alene med at minimere rygning, alkohol og fysisk inaktivitet, kan sundhedsvæsenet se frem til en økonomisk gevinst på op mod 20 milliarder kroner fra færre omkostninger til behandling, pleje og medicin.

Forebyggelsesalliancen opfordrer derfor regeringen og Folketinget til at udarbejde nationale forebyggelsesmålsætninger og en national forebyggelsesstrategi frem mod 2035, inspireret af de foreslåede politiske løsninger i dette katalog.

Download Forebyggelsesalliancens politiske idékatalog og læs meget mere om hvordan vi opnår de forpligtende forebyggelsesmålsætninger.

Det politiske idékatalog (PDF)


For pressehenvendelser kontakt:
Patrick Møller Asschenfeldt, Presserådgiver
51 48 06 02
paass@danicapension.dk