De store kursfald på aktiemarkedet trak mange negative overskrifter for pensionsselskaberne i Danmark i 2018. Det gælder også Danica Pension, hvor kunderne oplevede negative afkast på 7 procent i 2018. Nu peger pilen dog den anden vej, og markederne har vist langt mere positive tegn, end tilfældet var i særligt sidste del af 2018.
Til TV2 News fortalte Investeringsdirektør i Danica Pension Jesper Langmack fredag den 1. marts 2019 om opsvinget og forklarede, hvorfor Danica Pension står ved sin langsigtede investeringsstrategi og om forventningerne til markedsudviklingen og afkast de kommende år.
”Samlet set har alle vores kunder, på tværs af risikoprofiler, indhentet tabet fra sidste år”, udtaler Jesper Langmack til TV2 News. Han fortsætter: ”En typisk kunde har, siden vi lancerede den nye strategi i 2016, fået et afkast på 19 procent”.
Stor aktieandel gav ekstra løft
TV2 News påpeger blandt andet, at Danica Pension, i modsætning til mange andre, valgte ikke at sælge ud af deres aktier mens netop aktiekurserne faldt i 2018. Det ramte Danica Pensions kunder ekstra hårdt i slutningen af 2018. Men netop det, at Danica Pension holdt fast i en stor andel af aktier, har givet et ekstra løft her i starten af 2019. For Jesper Langmack er det centrale dog at holde fokus på den lange bane.
”Når vi sammensætter porteføljer, gør vi det langsigtet. Ikke bare på kort sigt. Så vi laver robuste porteføljer, og risikostyrer med det mål at lave et langsigtet solidt afkast til kunderne”, fortæller han. Han pointerer også, at man må forvente, at væksten på aktier ikke kan fortsætte i samme tempo som de seneste år.
”Vi står i en situation, hvor vi er ti år inde i et økonomisk opsving. Væksten har toppet. Pengepolitikken strammes globalt. Aktierne er værdisat højt, mens renterne er historisk lave. Den her cocktail betyder, at det afkast, vi har set de forgangne ti år, kan vi ikke forvente fortsætter de næste”, fortæller han.
Alternative investeringer skal give merafkast
På spørgsmålet om, hvad Danica Pensions investeringsstrategi så er fremover, hvis aktiemarkedet bevæger sig ind i en periode med mere usikkerhed og mindre afkast, svarer Jesper Langmack:
”Vi har, siden vi startede ny strategi i 2016 inden for Danica Balance Mix, øget vores andel af investering i alternativer (ikke børsnoterede aktiver) fra omkring 6 procent til omkring 12 procent. I den periode har vi haft et afkast på over 10 procent. Sidste år, hvor aktiemarkedet var blod rødt, lavede vi 12,5 procent på vores alternative investeringer. Der har vi, som den største investor i alternative investeringer i Norden en komparativ fordel, som vi kan bruge til at opbygge en portefølje og give de her gode afkast”.
”Vi kan ikke forvente samme høje afkast fra aktier og obligationer, som vi generelt har oplevet det seneste årti. Derfor har vi alternative investeringer, som kan bidrage til stabilitet og attraktive afkast”.
Interviewet med Jesper Langmack blev bragt i TV2News den 1. marts, men kan af rettighedsmæssige årsager ikke vises på denne hjemmeside.