Det skulle være så afslappende at ligge og dase i solen. Men for mange danskere ender sommerferien med at udløse stress og mentale udfordringer, der rammer lige så snart ferien er omme. Det viser vores nye opgørelse, hvor september måned er den måned hvor flest af vores kunder får bevilget behandling hos en psykolog. I september er der 23 procent flere tilfælde af kunder med mentale problemer i forhold til resten af året.

Chef for koncept- og sundhedsløsninger Camilla Thind Sunesen forklarer:

”Mange bruger ferietiden på at mærke efter, om de nu er glade i deres parforhold eller på arbejdet. Og hvis de for eksempel føler, at der er noget grundlæggende galt i parforholdet, kan tre uger sammen med partneren ende med, at man efter ferien bliver ramt af en følelse af stress eller andre følelser.”

Hun fortsætter:

”På samme måde kan man have et grundlæggende problem på arbejdet med fx ikke at føle, at man når sine arbejdsopgaver. Der kan man nemt falde i den fælde at tro, at det hele bliver bedre efter ferien, men det gør det jo sjældent af sig selv. Og når man så sidder tilbage på arbejdet igen, hvor opgaverne har hobet sig op, kan man blive ramt ekstra hårdt af stressfølelsen.”

Camilla Thind Sunesen peger dog også på, at det ikke behøver at være ferien i sig selv, der er en udløsende faktor – men snarere fraværet af ferie:

”Vi har også en hel del kunder, der bliver ramt af lidt af det modsatte, nemlig post-holiday blues. For hvis man har haft den perfekte ferie i sus og dus med sin udkårne og ungerne, kan det for nogen være hårdt at møde ind på arbejdet igen. Det kan godt sætte nogle tanker i gang om arbejdslivet, som de så har et behov for at vende med en professionel.”

For at hjælpe dig med at holde sommerferie-stress fra døren har vi udviklet nogle gode råd:


  1. Forbered dig godt til ferien
    Sørge for at blokere eller afsætte rigtig god tid de sidste 1-2 dage inden en længere ferie på at få afsluttet opgaver og ryddet op i både op i din indbakke og på dit skrivebord. For mange kan det også være en stress-faktor ikke at vide, hvem der tager sig af opgaverne, mens man er væk fra arbejdet. Derfor er det en god idé at afsætte tid til at foretage en overlevering til en kollega eller leder, der så bliver ordentligt klædt på til at tage over, uden at vedkommende behøver at forstyrre dig i din ferie.

  2. Hold ferie, mens du holder ferie
    Det lyder så simpelt, men mange bruger en stor del af ferien til både at tjekke og besvare mails og sidder i det hele taget på mobilen hele tiden, fordi de har svært ved at vænne sig til at være væk fra arbejdet. Så læg på forhånd en plan for, hvordan du kan minimere din overvågning af indbakken i ferietiden. For mon ikke din familie og venner higer efter din opmærksomhed, så sørg for at være nærværende og overvej at udnytte ferien til en digital detox. Det kan i sidste ende give en mere afslappende ferie.

  3. Motioner og meditér dig til mere ro i krop og sind
    Motion er godt for både det fysiske og mentale helbred. Det behøver ikke være hård træning for at give en positiv effekt. Men i ferietiden skulle det være muligt at få lidt ekstra rørelse ind i dagene. En rask gåtur i naturen på 30-60 minutter kan både klare tankerne, brænde stresshormoner af og løfte dit humør.

  4. Afsæt tid til selvrefleksion
    En ferie kan hurtigt ende med at handle om at få en masse ud af dagen fra time til time med et tætpakket program. Og så kan man bagefter godt ende med at sidde helt udbrændt uden at have givet sig tid til lige at klare hjernen og samle tankerne. Men en længere ferie kan måske være en god periode, hvor du giver dig tid til refleksion. Her kan du tænke lidt nærmere over, hvad der giver dig mening i hverdagen. Hvis du har en tendens til ikke at kunne holde fast i tankerne, kan det være en god idé at skrive ned, hvad der gør dig glad og giver dig energi i dit liv.

  5. Start blødt op igen på arbejdet og forlæng feriestemningen
    Prøv at undgå møder og aftaler de første to dage. Acceptér i stedet, at du er bagud, og brug den første dag på langsomt at skabe overblik og gennemgå e-mails, og hvad der ellers måtte ligge og vente, helt uden forstyrrelser. Prøv at holde lidt fast i elementer af det, der gjorde dig glad i ferien og gør noget ud af at have det sjovt.