Fonden forvaltes af Navigare Capital Partners, som er en kreds af erfarne shipping-personer med en bred baggrund inden for hele transportværdikæden, herunder investering, finansiering, drift og exits.
”Vi er glade for, at investorerne i Maritime Investment Fund I, som havde et samlet tilsagn på 450 mio. USD, bakker op om at fortsætte vores gode samarbejde i den næste fond, som bygger på de afkast, der er skabt i den første fond. Vores næste investeringsfond giver institutionelle investorer mulighed for at investere i en bred portefølje af maritime aktiver med lange stabile cash-flows, samt fokus på stram risikostyring”, udtaler Henrik Ramskov, som er Managing Partner i Navigare Capital Partners.
De tre hovedinvestorer, PensionDanmark, Danica Pension og Lægernes Pension har, sammen med Navigare Capital Partners givet tilsagn om at investere over 300 mio. USD i den nye fond, i forbindelse med first close. Fonden vil invitere andre investorer til at deltage med henblik på at opnå yderligere investeringstilsagn.
”Vi ser frem til at fortsætte det gode partnerskab mellem PensionDanmark og Navigare Capital Partners om investering i skibe via den nye fond. Investeringerne vil blive varetaget af et team med stærke kompetencer og erfaring, og med de gode erfaringer, vi har fra den første fond, forventer vi også i den nye fond et attraktivt afkast over den forholdsvis lange horisont, vi investerer i, inden for shipping”, fortæller adm. Torben Möger Pedersen, PensionDanmark
Investeringsdirektør i Danica Pension Anders Svennesen: ”Vi forventer, at investeringen i fonden vil give vores kunder et fornuftigt afkast, som det har været tilfældet med den første fond. Det er et stærkt og erfarent team med brede kompetencer, vi investerer i, og det er sammen med de aktuelt attraktive priser på både nye og brugte skibe blandt hovedårsagerne til, at vi ser det her som en god og langsigtet investering for vores pensionskunder”. ”Vi arbejder målrettet på at give lægerne det bedst mulige afkast på deres pensioner. Det forudsætter, at vi samarbejder med erfarne folk med dyb faglig indsigt og et godt branchekendskab. Erfaringerne har været positive fra vores første investering via Fund I, og derfor investerer vi nu yderligere i skibe sammen med Navigare Capital Partners,” siger finansdirektør Niels Elmo Jensen, Lægernes Pension.
Navigare Capital Partners blev etableret i 2017 med formål om at tilbyde institutionelle investorer mulighed for at investere i attraktive maritime aktiver. Den første fond på 450 mio. USD er investeret succesfuldt i skibe, der er chartret på langtidskontrakter med en samlet værdi tæt på 1 mia. USD.
Fakta om investorerne
Navigare Capital Partners A/S ejes af en række partnere, der har stor erfaring inden for shipping. Partnerne vil sammen med investorer, der primært vil være institutionelle investorer, stille kapital til rådighed. Strukturen og ejerskabet følger markedspraksis i både Danmark og i udlandet for sådanne investeringer.
PensionDanmark A/S administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for 738.000 medlemmer. Balancen er på 250 mia. kr. Læs mere på pensiondanmark.com
Danica Pension har ca. 1 million kunder i Danmark og Norge og er et af Nordens største pensionsselskaber. Danica Pension har specialiseret sig i pensionsordninger, livsforsikringer og sundhedsforsikringer, og vores samlede pensionsformue er på ca. 450 mia. kr. med ca. 35 mia. kr. i årlige indbetalinger.
Lægernes Pension
Lægernes Pension er medlemsejet pensionskasse for ni ud af ti læger i Danmark. Lægernes Pension driver også Lægernes Bank og investeringsforeningen Lægernes Invest og forvalter i alt 140 mia. kr.
Kontakt
Managing Partner Henrik Ramskov, Navigare Capital Partners, tlf. 6163 1051
Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, tlf. 2019 9238
Presseansvarlig Tim Smidemann, Danica Pension, tlf. 2348 2651
Kommunikationschef Sofie Randrup, Lægernes Pension, tlf. 3347 8167