Alt for mange venter for længe med at søge hjælp, hvis de har fysiske gener eller begyndende symptomer på stress. Det får ofte store konsekvenser for både medarbejderen og virksomheden. Derfor har Danica Pension sammensat en ny sundhedspakke, der indeholder de mest efterspurgte sundhedsservices.

Som noget helt nyt får kunderne og deres familie fra årsskiftet nem og hurtig adgang til en læge, psykolog og diætist direkte via mobilen – uden at anmelde det til Danica Pension eller gå til egen læge først. Den forbedrede sundhedspakke kommer til at spille sammen med Step Care, som er kommet ud til kunderne i begyndelsen af 2020. Til sammen giver det en væsentligt forbedret sundhedsløsning til kunderne.

4304f438-00090256-68561d8a


Kort om den nye sundhedspakke

I samarbejde med Teladoc Health, der er blandt verdens førende inden for virtuelle konsultationer, har Danica Pension etableret et unikt netværk af kompetente danske læger, psykologer og diætister samt førende internationale læger i et let tilgængeligt digitalt univers.

Kunderne får direkte adgang til at booke tid hos online læge, -psykolog eller -diætist via Danica Pensions digitale platforme uden skadesanmeldelser eller lægehenvisning. Kunden får hurtigt kontakt på telefon eller video og kan tale med alle specialister også i aftentimerne samt for lægen tilmed i weekenden. Kunderne kan spørge om alt lige fra eksem og kost til hjertebanken og søvnproblemer og få hjælp - lige når de har behov for det. Løsningen gælder også husstandens børn, ligesom der er ubegrænset brug.

Samtidig med at kunderne får den nye sundhedspakke hæves prisen med 10 kr. per måned for hovedparten af kunderne.

”Jeg er glad for at vi nu kan løfte sløret for en af de mest markante satsninger på sundhedsområdet i Danica Pension i mange år. De nye løsninger er en vigtig del i vores strategi om at være kundernes tryghedsrådgiver og nedsætte sygefraværet i samfundet,” siger Ole Krogh Petersen, adm. direktør Danica Pension.

Han forklarer, hvorfor det giver god mening, at prisen stiger.

"Det nye og unikke er eksempelvis, at kunderne og deres familier får nem og hurtig adgang til en læge, psykolog og diætist direkte via mobilen – uden at anmelde til os eller gå til egen læge først. Det gør det nemt at få hurtig afklaring og tage sig af de små problemer, før de bliver større. Det er vi overbeviste om vil skabe tryghed hos kunderne, og de ekstra 10 kr. per måned vil være til fordel for den enkelte, virksomhederne, samfundet og Danica Pension," siger Ole Krogh Petersen.