Danica Pension bliver nu en del af den globale Net-Zero Asset Owner Alliance, som omfatter flere af verdens største investorer. Dermed forpligter Danica Pension sig til at opnå en CO2-neutral investeringsportefølje senest i 2050 i tråd med Paris-aftalen om at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 1,5°C.
”Som pensionsselskab kan vi med vores mere end 400 milliarder kroner under forvaltning gøre en stor forskel, når det kommer til den grønne omstilling. Det har vi allerede fokus på i dag, og det vil vi have de næste mange år. Derfor ser vi frem til at blive en del af Net-Zero Asset Owner Alliance,” siger CEO i Danica Pension, Ole Krogh Petersen, og fortsætter:
”Det er godt at have ambitioner på lang sigt, men endnu vigtigere at handle rettidigt. Derfor har vi allerede i 1. kvartal i år øget vores investeringer i den grønne omstilling markant, og vi vil udarbejde delmål for vores CO2-aftryk fra investeringerne frem mod 2023, 2025 og 2030,” siger Ole Krogh Petersen.
Hvad er Net-Zero Asset Owner Alliance?
Net-Zero Asset Owner Alliance blev lanceret i 2019, hvor en række af verdens største investorer forpligtede sig til at opnå nuludledning af CO2 fra investeringer inden 2050.
Alliancen omfatter 26 globale selskaber og er også blandt andre støttet af UN Environment Programme, organisationen PRI (Principles for Responsible Investment), WWF (World Wide Fund for Nature) samt Mission 2020, en klimakampagne, der arbejder for at reducere emissionen af drivhusgasser.
Danica Pension indgår i Neto-Zero Asset Owner Alliance i partnerskab med PensionDanmark, PFA Pension og MP Pension fra Danmark.
Arbejdet med klima-neutrale investeringer er i gang
Medlemskabet af Net-Zero Asset Owner Alliance understøtter Danica Pensions ambition om at have 30 mia. kr. investeret i den grønne omstilling i 2023, 50 mia. kr. i 2025 og 100 mia. kr. i 2030. Alene i første kvartal af 2020 har Danica Pension øget investeringerne i den grønne omstilling med 38 pct. fra ca. 10,3 mia. kr. til ca. 14,3 mia. kr.
”Vi er i fuld gang med dreje vores investeringer i en grøn retning. Det er med til at gøre en forskel for klimaet samtidig med, at vi over tid kan skabe attraktive afkast for vores kunder. Vi tror på, at selskaber, der omfavner den grønne omstilling og omstiller forretningen til grønnere energialternativer, vil være godt positioneret til at skabe langsigtet vækst og levere langsigtede afkast. Derfor tror vi på, at afkast og grønne investeringer kan forenes, ” siger Ole Krogh Petersen.
Resultatet af dette arbejde kan eksempelvis ses i Danica Pensions seneste rapport om CO2-- aftrykket i investeringsporteføljen. Den viser, at investeringerne i aktier og erhvervsobligationer udleder 21% mindre CO2 end det globale benchmark. Det svarer til en CO2-besparelse på 1,8 mio. ton CO2 eller den årlige CO2-udledning fra ca. 370.000 biler.
Skubber selskaber i en klimavenlig retning
Danica Pensions klimafokus understreges ligeledes i den seneste rapport om aktivt ejerskab, hvoraf det fremgår, at den grønne omstilling er et af de emner, der fylder mest i dialogen med selskaber.
Danica Pension ser det aktive ejerskab som et vigtigt redskab i det fremtige arbejde med at nå til en CO2-neutral investeringsportefølje. Ved at adressere klimaspørgsmål gennem selskabsdialog samt afstemning på generalforsamlinger kan Danica Pension som investor hjælpe, opfordre til eller kræve, at selskaberne omstiller deres forretning i en målestok og et tempo, der er i overensstemmelse med Paris-aftalens 1,5 °’s mål. I takt med at selskaberne går over til forretningsmodeller med lav CO2- udledning, vil udledningen i investeringsporteføljen hos Danica Pension ligeledes blive reduceret.
Danica Pension og investeringer i den grønne omstilling
Danica Pension har ca. 1 millioner kunder og 450 mia. kr. under forvaltning.
Danica Pension har som ambition at have 100 mia. kr. investeret i den grønne omstilling i 2030. Ambitionen vil betyde, at 15 procent af kundernes forventede pensionsopsparinger i 2030 vil være investeret i den grønne omstilling. I 1. kvartal 2020 øgede Danica Pension investeringerne i den grønne omstilling fra ca. 10 mia. kr. til ca. 14 mia. kr.
Danica Pension har netop offentliggjort sin første CO2-rapport, som viser, at selskabets investeringer i aktier og erhvervsobligationer udleder 21 pct. mindre CO2 end det globale benchmark. Det svarer til en CO2-besparelse på 1,8 mio. ton CO2 eller den årlige CO2- udledning fra ca. 370.000 biler.
Danica Pension vil som medlem af Net-Zero Asset Owner Alliance komme til at deltage i flere af initiativets globale arbejdsgrupper.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Kommunikationschef
Tim Smidemann
Tlf. 2348 2651
tism@danicapension.dk