Danica Pension opnåede i årets første tre måneder et resultat før skat på 494 mio. kr. mod et resultat på 22 mio. kr. i samme periode sidste år. Det forbedrede resultat skyldes især, at første kvartal 2020 var præget af coronapandemiens udbrud og dertilhørende usikkerhed, samt at de første tre måneder i 2021 har budt på positive investeringsresultater, der også er kommet kunderne til gode.
Adm. direktør Ole Krogh Petersen udtaler i forbindelse med regnskabet:
"Selvom samfundet, vores kunder og dermed også Danica Pension fortsat er præget af coronakrisen har det rent finansielt været et forholdsvis normalt kvartal, hvor vi har leveret pæne afkast til vores kunder, og det har også smittet af på vores resultat, som er markant forbedret ift. den samme periode sidste år. De første tre måneder i Danica Pension, og de resultater, som vi leverer til vores kunder og finansielt, er tilfredsstillende."
Positivt afkast til kunderne
Danica Pensions kunder har i årets første tre måneder fået markante positive afkast efter omkostninger. Afkastet for kunder med Danica Balance Mix med middel risiko og 20 år til pension udgjorde 4,1 pct. efter omkostninger.
"Kunderne har nu samlet set fået positive afkast over en længere periode, og det er selvfølgelig positivt, fordi det er med til at skabe økonomisk tryghed. Det er dog også værd at være opmærksom på, at vi ikke kan forvente lige så meget medvind på de finansielle markeder i de kommende år, og det indstiller vi selvfølgelig vores portefølje efter ," siger Ole Krogh Petersen.
Pæn vækst i præmier
Præmieindbetalinger i Danica Pension i Danmark udgjorde 8.335 mio. kr. i årets første tre måneder mod 7.876 mio. kr. i samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 5,8 pct. Samlet steg Danica Pensions præmieindbetalinger i årets første tre måneder med 8,3 pct. fra 8.543 mio. kr. til 9.248 mio. kr.
"Efter et 2020 med vækst i præmier, er vi glade for, at vi også her i begyndelsen af 2021 har leveret en pæn og lønsom vækst. Det er afgørende for os, at væksten er lønsom, da det fører til, at vores forretning er sund, så vi kan skabe tryghed for vores kunder. Vi oplever, at vi står stærkt i et meget konkurrencepræget marked, hvor vi vinder ordninger, fordi vi tilbyder god og proaktiv rådgivning, langsigtede konkurrencedygtige afkast efter omkostninger og stærke sundhedsløsninger," siger Ole Krogh Petersen