Mennesker udleder CO2, når vi trækker vejret. Men nu skal et nyt, innovativt testanlæg opfange den form for udledning, når danskerne er på arbejde.
Danica Pensions ejendomsselskab er nemlig gået sammen med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma om at installere verdens første såkaldte Building Integrated Carbon Capture anlæg i en kontorejendom, der kan fange, lagre og udnytte CO2 fra ventilationsluften inde i ejendommen. Anlægget integreres i ventilationssystemet for ingeniørfirmaets lejemål i en Danica-ejet kontorejendom i Aarhus.
Specialdesignede filtre opsamler CO2 fra ventilationsluften i ejendommen, hvorefter den opbevares i tanke. Herefter kan den opfangede CO2 eksempelvis lagres i undergrunden, anvendes til produktionen af grøn brint fra Power-to-X eller til at producere plantebaserede byggematerialer som hamp og halm, der både lagrer CO2 og har et væsentligt lavere klimaaftryk end traditionelle byggematerialer.
Projektet er led i Danica Ejendommes flerstrengede indsats for at nedbringe klimaaftrykket og bidrage til samfundets klimamål. Og da ejendomme altid vil altid have en vis klimabelastning, er det nødvendigt at udforske og fremme nye teknologier, der har en kompenserende klimaeffekt.
”Som en af Danmarks største ejendomsinvestorer har vi et medansvar for at støtte udviklingen af fremtidens klimaløsninger. Jeg er stolt af, at vi i partnerskab med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma kan gå forrest på fangst, lagring og anvendelse af CO2 og være med til at teste og modne teknologien, så den kan kommercialiseres og få en større udbredelse. Forhåbentlig bliver det et af de håndtag, som man kan dreje på i fremtiden og komme et skridt nærmere klimaneutrale ejendomme,” siger Niels Fribo, udviklingsdirektør i Danica Ejendomme.
En grøn milepæl med stort potentiale
Hos Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma er ambitionen at have en CO2-neutral virksomhedsdrift i 2030 og vise vejen til en regenerativ byggesektor, der giver mere tilbage til naturen og klimaet, end det belaster. Det kræver et paradigmeskifte med nye teknologiske landvindinger, og pilotforsøget med at skabe et CO2-negativt lejemål markerer en milepæl i den ambition.
”Grænserne skal flyttes, og vi skal have modet til at teste nye teknologier, for at gøre ejendomme til en del af løsningen på klima- og miljøudfordringerne. Pilotprojektet er en vigtig brik i udviklingen af den kommende carbon-økonomi, og vi kan bruge erfaringerne fra vores eget lejemål, når vi rådgiver vores kunder og bidrage til at brede konceptet ud til mange flere ejendomme,” siger Frank Jensen, forperson og ejer af Søren Jensen Rådgivende Ingeniører.
Anlægget forventes at opfange 15 ton CO2 årligt i lejemålet, og klimapotentialet er stort, hvis alle bolig- og erhvervsejendomme i Danmark fik installeret et lignende anlæg. Årligt vil der kunne blive opfanget helt op til cirka 8,5 millioner ton CO2, hvilket er mere end de cirka 6,1 til 8 millioner ton CO2, som dansk land- og skovbrugssektoren skal reducere med frem mod 2030.
En del af løsningen på klimaudfordringen
The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center på Aarhus Universitet ser store klimagevinster i at udbrede teknologier, der opfanger og bruger CO2 fra luften. De roser pilotprojektet, som kan være en katalysator for udbredelsen af CO2-fangst fra luften og understøtte udviklingen af andre grønne teknologier og byggemetoder, der kan gøre en mærkbar forskel for klimaet.
“Tillykke til Danica Pension og Søren Jensen for det modige tiltag med at installere et anlæg, der kan opfange CO2 direkte fra luften. Sådanne initiativer viser, hvordan regenerative byggerier kan blive en realitet i hverdagsbygninger inden for en kortere tidsperiode og være en del af løsningen på klimaudfordringen”, siger Alfred Spormann, Executive Director, The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center.
Anlægget forventes at være installeret inden udgangen af 2025.
Fakta
- Anlægget er produceret af finske Soletair Power, der er verdensledende inden for af fangst, lagring og anvendelse af CO2 fra luften (Direct Air Capture) via ventilationsanlæg i bygninger.
- Livscyklusanalysen af anlæggets klimaeffekt estimerer, at der opfanges 5 kilo CO2 per m2, hvilket svarer til cirka 15 ton CO2 om året i det 3.000 store m2 lejemål.
- Der eksisterer to lignende anlæg, men anlægget i Danica-ejendommen er det første i verden i en kontorejendom, der opfanger den CO2, som de ansatte udånder.
- I Danmark er er der cirka 87 millioner m2 erhvervsejendomme og 88 millioner m2 boligejendomme (kilde: Danmarks Statistik). Det betyder, at hvis lignende anlæg blev installeret i alle ejendomme er der et fuldt teknisk potentiale for at fange cirka 8,5 millioner ton CO2 om året.
- Ejendommen er DGNB Guld certificeret.
- Ejendommen indeholder genanvendte og genbrugte materialer som ventilationskanaler, kabelbakker, radiatorer og belysningsarmaturer, der kommer fra en anden Danica-ejet kontorejendom. Initiativet er belønnet med prisen ”Det Bæredygtige Element – Løsningsprisen” fra Building Green for at gøre en bæredygtig forskel i byggebranchen.
- Projektet er led i Danica Ejendommes indsats for at nedbringe klimaaftrykket for den danske ejendomsportefølje og bidrage til samfundets klimamål. Læs mere om indsatsen her.