Advarslen fra forskere og FN’s Biodiversitetspanel er ikke til at tage fejl af. Naturen og økosystemerne er i kraftig tilbagegang, og fortsætter udviklingen, kan det undergrave vores levestand, sundhed og samfundsøkonomi.
Det forplanter sig også hos virksomheder og skaber forretningsmæssige risici. Den virkelighed skal virksomheder forholde sig til, og de bør bidrage til at rette op på naturens tilstand, for ellers kan det koste på bundlinjen og påvirke afkastet til vores kunder. For uden rent vand, bestøvere til fødevareproduktion eller et mangfoldigt planteliv vil det med tiden blive svære og dyrere at producere fødevarer, medicin eller løsninger til den grønne omstilling.
Derfor påbegyndte vi i Danica Pension målrettede dialoger med 30 store, globale virksomheder i starten af 2023 for at understøtte deres arbejde på området og få bedre indsigt i deres tiltag for at håndtere biodiversitetsrisici. Indtil videre har vi haft dialog med 22 virksomheder og en ny kortlægning viser, at virksomhederne generelt har forbedret strategierne fra 2023 til 2024.
”Alle anerkender udfordringen og bevæger sig generelt i den rigtige retning, men mange er også tidligt i processen med at integrere biodiversitetshensyn i forretningen. Flere mangler et overblik over deres biodiversitetsrisici i værdikæderne og kender derfor ikke deres fulde påvirkning eller afhængighed. Det gør, at flere virksomheder endnu ikke har sat troværdige mål, der kan nedbringe deres risici. Det positive er, at alle ønsker at løfte deres arbejde med naturen og forventer at forbedre sig de næste år,” fortæller Mads Steinmüller, chef for klima og natur i Danica Pension.
Positiv fremdrift men fortsat brug for forbedringer
Vi har analyseret de 30 virksomheder ud fra 19 kriterier, og alt efter hvor mange kriterierne de efterlever, placeres de på en skala fra 0 til 4, hvor niveau 4 er det bedste. Virksomheder vurderes blandt andet på, om de anser biodiversitet som værende forretningskritisk, om de har mål for at nedbringe deres negative aftryk på biodiversiteten, om de har en plan for at indfri naturmål og rapporterer de på deres påvirkninger og afhængigheder af biodiversiteten.
I 2023 lå godt 60 procent ligger på niveau tre, hvor de eksempelvis har sat enkelte mål for at minimere indvirkningen på biodiversiteten eller rapporterer på dele af deres afhængigheder eller påvirkninger på biodiversiteten. I 2024 er 80 procent af virksomhederne på niveau 3. Samtidig er andelen af virksomheder på niveau 0 eller 1 faldet fra 10 procent til kun 3 procent fra 2023 til 2024, og ingen virksomheder er på niveau 0. Det betyder, at alle virksomheder nu anser biodiversitet som forretningskritisk.
Det er en positiv udvikling, men der er fortsat brug for markante forbedringer fremover. Eksempelvis er der behov for, at virksomheder rapporterer og måler på indvirkninger og afhængigheder af biodiversiteten i hele værdikæden og ikke kun for dele af forretningen. Det samme udfordring ses i forhold til, at virksomheder i vid udstrækning ikke har sat mål for reducering af deres forbrug af naturressourcer som vand, træ og andre råmaterialer for hele deres værdikæde.
”Analysen bruger vi til at diskutere vores forventninger til virksomheder og forbedringspotentialer på en konstruktiv måde. Det åbner også op for, at vi sammen bliver klogere på deres specifikke udfordringer og muligheder for at håndtere biodiversitetsrisici.”Mads Steinmüller, chef for klima og natur i Danica Pension
”Nogle er længere fremme end andre og er begyndt at forbedre rapporteringen og sætte enkelte mål for at nedbringe deres ressourceforbrug. Andre er mere ustrukturerede eller skal først i gang med at kortlægge deres afhængigheder og påvirkninger. Analysen bruger vi til at diskutere vores forventninger til virksomhederne og forbedringspotentialer på en konstruktiv måde. Det åbner også op for, at vi sammen bliver klogere på deres specifikke udfordringer og muligheder for at håndtere biodiversitetsrisici,” siger Mads Steinmüller og fortsætter:
”For mange gælder det om at få et større og bedre overblik over hele værdikædens relation til naturen. Det er alfa og omega, da det er afsættet for at kunne arbejde systematisk med biodiversitet og aktivt bevare de ressourcer, man som virksomhed har brug for til at drive forretning,” siger Mads Steinmüller.
Læs de 19 kriterier og se hvilke kriterier, som virksomheder skal efterleve for hvert niveau her.
Manglen på strategier, tiltag og mål ses også hos de 100 største nordiske virksomheder. Vores analyse fra tidligere i år viste, at selvom 84 af virksomheder ser biodiversitet som en risiko eller forretningsmulighed, så har et fåtal overblik over deres afhængigheder eller negative påvirkninger på naturen.
Virksomheder påvirkes allerede nu af naturkrisen
Som det første pensionsselskab i Danmark kortlagde vi sidste år de potentielle afhængigheder og påvirkninger, som vores investeringer har på naturen. Det skal hjælpe os med at bedre kunne håndtere og forstå risici ved tabet af biodiversitet.
”Kakaoprisens himmelflugt illustrerer, hvad virksomheder kan se ind i, hvis de ikke handler. En kombination af massive regnskyl, tørkeperioder og syge planter har ført til en elendig høst, som sætter sig i rekordhøje kakao. Så enten kan du ikke få kakao til din produktion, eller også skal du betale en meget høj pris og håbe på, at slutkunden er villige til at betale mere. Den type situation er en alvorlig forretningsmæssig risiko, som virksomheder skal forebygge, ellers kan tæppet blive rykket væk under dem,” lyder det fra Mads Steinmüller
For at understøtte vores arbejde er vi blandt andet medlem af Nature Action 100, hvor vi sammen andre investorer søger at få virksomheder til at beskytte og genoprette naturen. Via initiativet er vi med i gruppen, der varetager dialogen med byggemarkedskæden Lowes og emballageproducenten Packaging of America.
”Tab af natur er en investeringsrisiko, og det bliver kun større, hvis virksomheder og samfundet ikke tager hensyn til naturen. Forretningsmodeller skal gentænkes, og gennem initiativerne lægger vi kræfterne sammen med andre investorer for at få mere fart i virksomhederne arbejde med nature-relaterede aspekter. Det tager tid, derfor skal vi også i gang hurtigst muligt, hvis økosystemer skal genskabes, før det er for sent.”
Naturens topmøde er rundt om hjørnet
Senere i år afholdes biodiversitetstopmødet COP16 i Colombia, og det vil være en endnu en løftestang for virksomheders biodiversitetsarbejde.
”Med biodiversitetsaftalen fra Kunming-Montreal i 2022 kom de første forventninger til virksomheder. Til COP16 skal landene fremlægge deres planer og vise, hvordan de vil implementere målene fra Montreal og måle på det, og det kommer også til at sætte retningen på virksomhedssiden. Der er en klar forventning, at virksomheder løfter deres del af ansvaret og er med sikre en jordklode i balance, og den samme forventning har vi investorer, da det også gør vores investeringer mere robuste,” slutter Mads Steinmüller.
Kilder: WWF, IPBES, The Taskforce on Nature-related Financial Disclosures, Business for Nature, The Global Biodiversity Framework, Nature Action 100.
FAKTA
- De 30 virksomheder fordeler sig inden for eksempelvis energi-, finans-, fødevare-, tøj-, transport eller medicinalindustrien, og målet er have gennemført alle dialoger senest i 2025.
- Indtil videre har vi gennemført dialoger med 22 virksomheder og har fremsendt vores biodiversitetsanalyse til alle 30 virksomheder.
- Vores analysemetode af virksomhedernes biodiversitetsstrategier anvender principper fra anerkendte organisationer som Taskforce on Nature-Related Financial Disclosures, Business for Nature, Science-based Targets Initiative eller Transition Pathway Initiative. Det gør os i stand til at evaluere virksomhedernes biodiversitetsstrategier på et videnskabeligt grundlag, sætte klare forventninger til deres håndtering af naturaspekter og monitorere deres fremskridt over tid.
- Se de 19 krav og kriterier som vi vurderer virksomhedernes biodiversitetsstrategier og handlinger ud fra, og hvilke krav de skal efterleve inden for hver af de fire niveauer.
- Vores kortlægning af investeringsporteføljen indikerede, at cirka to tredjedele af investeringerne har en potentiel høj påvirkning på forskellige økosystemer og biodiversiteten via deres drift. Cirka en tredjedel af investeringerne har en potentiel høj afhængighed af naturressourcer. Læs analysen.
- Vores 2024-analyse af de 100 største, nordiske virksomheder viste, at de overser naturen i vid udstrækning, når det kommer til at have konkrete strategier og mål for at håndtere biodiversitetsforhold. Læs analysen.