Hos Danica Pension anbefaler vi, at du i pensionslivet får udbetalt 80 % af din årsindkomst, når du går på pension og så længe, du lever. Det dækker over udbetaling fra pensionsopsparing, folkepension, ATP og øvrig formue tilsammen. På den måde sikrer du, at du kan fortsætte den samme levestandard som hidtil, når du engang forlader arbejdsmarkedet.
Højtlønnede gør det oftere forkert
Man skulle umiddelbart tro at de højtlønnede hører til den del af befolkningen, der har mest styr på indbetaling til deres pension og derved kan fastholde deres nuværende levestandard, når de træder ud af arbejdsmarkedet - men nye undersøgelser tegner et lidt andet billede.
Blandt Danica Pensions kunder er det to ud af fem, som indbetaler mindre til deres pension end anbefalingen og blandt disse kunder, er det særligt dem med en årsindtægt på mere end 500.000 kr.
Folk med en høj indtægt bør overveje om de, måske skal indbetale mere til deres pensionsopsparing, og det er der mange, der ikke tænker over. ”Den procentvise indbetaling til pensionsopsparingen bør være højere for de højtlønnede. Det skyldes blandt andet, at du får relativt mindre udbetalt fra folkepensionen, jo mere du får udbetalt fra din private pensionsordning. Og den del skal du så selv dække, hvilket kræver en større opsparing, og det har mange en tendens til at glemme”, forklarer Britt Ambjørn Christiansen, der er seniorøkonom i Danica pension.
Er du højtlønnede bør du derfor sikre, at din pensionsindbetaling kan give dig den udbetaling i pensionslivet, som du drømmer om. Det gøres ved at tilsidesætte en højere procentdel af lønnen til pensionen - i hvert fald hvis du gerne vil have en pensionsudbetaling på 80 procent af sin løn, når du trækker dig tilbage. Som eksempel på, hvor meget der skal sættes til side, anbefaler Danica Pension, at man som 30-årig og med en årsløn på 400.000 kr. sparer 13 procent af sin indkomst op. Hvis årslønnen er 700.000 kr. stiger procentsatsen til 22 procent.
Andre indbetaler mere til pension end anbefalingen
Men det er ikke kun en for lille indbetaling til pensionen, der udgør et problem – faktisk er der mange, der er i modsatte grøft og indbetaler for meget til deres pension. Hvilket heller ikke er hensigtsmæssigt.
På baggrund af de 95.000 Danica kunder, der har foretaget et PensionsTjek, ved vi, at godt hver femte indbetaler mere end anbefalingen. I den sammenhæng er det primært de unge og de ældre, der fylder i statistikken.
Når du indbetaler for meget til pensionen hver måned, har du mindre til forbrug i dag. Anbefalingen er at spare op, så du kan opretholde din levestandard hele livet – hverken mere eller mindre.
Britt Ambjørn Christiansen udtaler: ”Der er en gruppe af danskere, der sparer mere op, end vi anbefaler i forhold til at opretholde levestandarden som pensionist. Tager du et PensionsTjek, kan du finde ud af, om du er rigtigt dækket og sparer tilstrækkeligt op til pension, så du sikrer, at du hverken indbetaler mindre eller mere end anbefalingen om en pensionsudbetaling på 80 procent.”
Hvad kan du gøre, hvis du ønsker at ændre din pensionsindbetaling?
Er du i den situation, at du efter at have foretaget et PensionsTjek, skal rette på ændre på pensionsindbetalingen, så er der flere parametre, du kan skrue på.
Ved et PensionsTjek tjekker du, om du er tilstrækkeligt dækket på din pensionsordning. Det gælder både din pensionsopsparing, forsikring ved tab af erhvervsevne og dødsfaldsdækning. Du får her svar på, om du med fordel kan skrue op eller ned for din indbetaling for på den måde at blive bedre dækket. Er du blandt de to ud af fem danskerne, der indbetaler mindre end anbefalingen og ønsker at rette op på det, er det selvfølgelig lettere at nå målet på de 80 procent, hvis du har lang tid til pension. I den forbindelse kan Danica Pensions Save More Tomorrow være en god løsning, da den booster din indbetaling med en glidende overgang, hvilket gør, at du og din privatøkonomi forstyrres mindst muligt.
En anden mulighed er at vælge en anden risikoprofil, hvor du potentielt kan få et større afkast. Men vælger du større risiko, skal du være opmærksom på, at du har større risiko for at lide tab på din pensionsmidler.
Hvis din pension er nært forestående, kan det blive svært blot med ekstra pensionsindbetalinger eller ved at justere risikoprofil at nå en opsparing, der matcher målet om de 80 procent i udbetaling. Du kan derfor også vælge at udskyde pensionen og blive længere tid på arbejdsmarkedet eller lave en delvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet i forhold til, hvornår du oprindeligt havde tænkt dig at gå på pension.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din pensionsordning passer til dig og det sted, du er i dit liv, kan du tage et PensionsTjek her.